Emma

Emma
Emma har fået en stor Peter Plys bamse

torsdag den 29. marts 2012

En helt ny udfordring

Så er Emma på farten. Nu kan hun altså kravle. Man må sige at det er noget helt andet end det hidtil har været. Nu skal man bare være der hele tiden. I går var der adskillige gange hvor Emma var rimelig hurtig.
Et hyl kommer ude fra gangen. Jeg skynder mig derud og finder Emma liggende på den nederste hylde i skoreolen. Lidt senere: Hun har været lidt stille inde i stuen. Finder hende i gang med en stor bog om katte, som hun selv har taget ned fra reolen.
Klask klask klask lyder det i gulvet. Emma er gået i gang med at lave musik med lampe-ledningen. Blomster der bliver plukket for blade og gulvspanden inklusiv dertil hørende vand skal selvfølgelig også lige have sig en tur.
Jo, Emma er blevet en rigtig krudtugle.

Bliver nødt til at løbe, skal lige have hundens pivedyr fra Emma inden hun putter det i munden på sig selv.

lørdag den 24. marts 2012

Ser tegnefilm med far


Emma og farmand sidder i sofaen og ser tegnefilm. Der er ikke noget bedre end lidt sofahygge.

Emma på besøg hos Malthe



I tirsdags var Emma på besøg hos Malthe. Malthe kan ikke selv sidde endnu, så han får lidt hjælp af sin mor. De to skal nok få meget glæde af hinandens selskab. De ser i hvert fald allerede meget frække ud, så mon ikke der kommer gang i narrestregerne med tiden.

onsdag den 14. marts 2012

Emma kan selv

Så er dagen kommet hvor Emma selv kan sætte sig op. Hun har kunnet sidde længe, men det er først i dag hun selv har sat sig op. Og som det ses på billedet så har hun stadig kun to tænder:-)

torsdag den 8. marts 2012

Stress og babysvømning

I går var jeg så med Emma til babysvømning. Det gør vi hver onsdag. Det er faktisk meget sjovt. I hvert fald det meste af tiden. En god dag er når hun er mæt og udhvilet inden hun skal i vandet. Så hygger hun sig, griner og nyder at være i vandet sammen med de andre børn. Jeg elsker når hun har haft en god svømmetur. Men der er også de gange hvor hun ikke lige har fået en god middagslur eller humøret ikke er helt i top. Det betyder rigtig meget. Så vil hun ikke have tøjet af. Badedragten driller osv. Hun synes det hele er øv. Alt det smitter af på hvordan hun oplever badeturen. Så skal der altså ikke meget til før hun græder og det hele kan være lige meget. Og som mor er det altså ikke altid lige nemt når baby's humør daler.
Babysvømning for mor:
Ind i omklædningsrummet. Find en puslemadras som Emma kan ligge på. Af med tøjet, både sig selv og Emma. Badetøj, håndklæde til Emma, sæbe, Emma på armen. Hen til bruserne. Få fat i et badekar, fyld det op. Emma i badekar. Mor under bruser. Så er der gået en halv time.
Svømning i en halv time.
Ud under bruser og i badekar med Emma. Tilbage i omklædningen. Emma bliver lagt på en puslemadras på gulvet. Og her kommer udfordringen. Nu ligger der børn overalt på madrasser. Og hvis en baby skriger, så starter alarmen som en kædereaktion fra alle de andre. Babyerne skriger, mødrene stresser. Her er din sut. Så så du skal ikke græde... Osv osv...    Man får det varmt, dels på grund af klimaet, dels ens tålmodighed. Nu vil man bare ud. Tøj på og så tøj på Emma.
Og så er man ude ved bilen. En halv times babysvømning tager KUN halvanden time.
Vi ses igen næste onsdag.....

tirsdag den 6. marts 2012

Stor pige

En ny stor ting i Emmas liv. Min lille skat ligger i sin seng og sover. Men den helt store ting er at hun sover i sit eget værelse. Hvis jeg skal være ærlig, så føles det faktisk lidt mærkeligt. Hendes seng plejer jo at stå lige op af min side af vores seng. Nu er der helt tomt. Da hun lå inde ved mig, og også tit hos mig, da tænkte man at det bliver rart når hun kommer ind på sit eget værelse. Nu kommer jeg vist til at savne hende.

Men mon ikke hun nok skal finde vej til dobbeltsengen i ny og næ... :-)

I morgen når det igen er blevet lyst, tager jeg lige et billede af hendes værelse og sætter ind på bloggen.
Godnat.

mandag den 5. marts 2012

Lalandia afsnit 3


Mads læser højt for Maja og Emma.
Hvor er de bare søde.

Lalandia afsnit 2

Lige børn leger bedst.
I Monkey Tonky Legeland fik farmand endelig chancen for at lege med Lego. Godt nok var det Duplo-koldser, men så kunne Emma også være med.


Bagefter kunne de også lige nå en tur i boldeland.


Mænd bliver vist aldrig voksne :-)

søndag den 4. marts 2012

Kage i gryden

Står i køkkenet i et udlejningshus. Skal bage en drømmekage. Opdager at der ikke er nogen bradepande eller anden kageform. Hvad gør man?

Man bager da bare kagen i en gryde. Så er der drømmekage... :-)

lørdag den 3. marts 2012

Fra havregrød til fredagsslik

Sikke en forandring der er sket den sidste uges tid. Emma er blevet et madøre. Hun elsker sin havregrød om morgenen, senere brød med leverpostej og også små bananstykker glider nemt ned.
 Hvad er der blevet af min lille pige som kun spiste pulver-grød og mad på glas?
Sidst da jeg havde besøg af sundhedsplejersken, spurgte hun om jeg havde tænkt på hvornår Emma skulle have slik. Nej, så langt var jeg altså ikke helt kommet endnu... Nu er hun jo lige i gang med havregrøden.

Lalandia afsnit 1

Så er vores lille familie taget en tur til Lalandia. Vi kom torsdag og skal være her til på søndag. Det er ikke så tit vi er afsted med overnatning, da vi har hund og to katte. Men en rigtig god ven er flyttet ind i vores hus, så nu skal vi bare nyde turen.
Vi har også taget et par venner og deres tre børn med, så der er børn over alt.

I går var vi i legeland. Emma skulle selvfølgelig prøve rutsjebanen, altså sammen med farmand. Det er ufatteligt hvor mange der sender de der blik når Emma 7 1/2 måned skal rutsje. Hvor må vi være nogle dårlige og uansvarlige forældre. Men helt ærlig så kan jeg ikke se problemet. Emma synes det var herligt, hun grinede da i hvert fald. Og jeg er helt sikker på at farmand passede godt på hende.