Emma er 11 dage gammel. Vi er alle tre taget i Kvickly. Emma
tager oplevelsen i stiv arm. Hun kigger på alle de lys der er i loftet. Der er
meget at se på når man er i Kvickly for første gang i sit liv. Vi står ved
kassen og hun begynder at blive en anelse utålmodig. Det er okay, det har jo
været lidt overvældende. Nu er hun sulten og træt. Men vi er jo også ved at
være i mål.
Da det bliver vores tur til at betale begynder gråden. Den
gråd, der får resten af Kvickly til at stoppe op og glo. Jeg siger til Brian om
han ikke lige kan betale, så vil jeg gå ud imod bilen. Han nikker og jeg sætter
kurs mod udgangen. 20 meter
fra udgangspartiet stopper en 60-årig dame op lige foran mig. ”Hun er da ikke
særlig gammel?” Jeg fortæller at hun er 11 dage og forsøger at komme videre, da
Emma nu virkelig græder. Hvorefter hun siger til mig: ”Hun vil have mad. Hiv du
bare patten frem. Det har du ret til.”
Så står man der midt i Kvickly foran en 60-årig rødstrømpe. Og hvad siger man så ud over et tjah?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar