Forkælet unge

Disk-walking

Emma i bolde-bad

En meget stolt mor

Så skete det. Den store dag kom hvor Emmapigen spiste sin havregrød. Og måske det lige skal nævnes at den var hjemmelavet. Ja, det var mig der havde lavet den. Der var ingen problemer. Og hun åbnede endda munden inden den næste skefuld var i nærheden.
Det er næsten ikke til at fatte. Min lille pige er blevet stor.
Måske det lyder lidt voldsomt at sige at hun nu er blevet stor. Hun er jo trods alt kun 7½ måned. Men det her er faktisk en kæmpe sejr her hjemme. Hver eneste morgen har jeg lavet havregrød som er blevet spyttet ud for derefter at finde pulver-havregrøden frem. Efter så mange kilo grød må man vel have lov at række armene i vejret og råbe at man er mor til verdens dejligste pige. Skide være med janteloven. Hun er den bedste i verden. Og hun er min.

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Brian og jeg har ofte snakket om, at det da er noget mærkeligt noget, at give små børn de der omvendte regnjakker på når de skal have mad. Det et helt sikkert at når vi får børn, så skal de da bare have en hagesmæk på. Helt ærlig, sådan er det at have børn. Hvis der kommer en plet på tøjet, hvad så? Man kan jo altid tage en fugtig klud.

Nu er vi så blevet de stolte forældre til lille søde Emma. Vi ejer ikke en eneste "regnjakke". Men her den sidste uges tid må jeg ærligt indrømme, at lille søde Emma er en lille sød gris. I går aftes fik Emma en fuldkornsskorpe som hun kunne tygge i. Den blev selvfølgelig lidt klam efterhånden som den blev opløst i savl. Resultatet blev en meget "lækker" baby, en knap så ren højstol og måske skal der lige vaskes gulv. Jeg så på min dejlige fine prinsesse og så over på Brian.
 Du ved de der regnjakker som vi snakkede om at vi aldrig skulle bruge? Måske vi skulle købe nogen næste gang vi er i byen. Han trak på smilebåndet, hvorefter han foreslog at vi jo bare kunne bruge dem derhjemme..... :-)

Må jeg få en bamse?

Brian har fri i dag. Vi skal alle tre en tur i Ikea. Sad her til morgen og tænkte på om Emma ikke lige skulle have en lille ting når vi kom derind. Men så slog det mig. Hvorfor skulle hun egentlig det? Nu er det ikke fordi jeg ikke holder af hende, at jeg pludselig alligevel måske ikke synes at hun skal have noget. Jeg elsker hende over alt på jorden. Men måske er det ikke for hendes skyld at jeg vil købe noget. Måske det er for min egen...
Har du nogensinde tænkt på at hver gang du køber noget til dit barn, om det så virkelig er til dit barn og ikke dig selv? Altså ikke bamsen, men følelsen af at have givet bamsen. Emma er jo kun 7 måneder så hvad fanden ved hun om Ikea. Hun fatter da ikke at så købte vi da lige en bamse. Hun holder bare i den, gumler og savler på den, og så ryger den på gulvet. Måske dukker den op igen og hvis hun aldrig ser og smager på den mere så er hun da fuldstændig ligeglad. Så måske er bamsen i virkeligheden til mig???

Hvad er der med den havregrød?

Så er der det med maden...

Så troede man lige at Emma endelig gad spise sin havregrød. Men det blev heller ikke til noget denne gang. Hun vil bare ikke have mors hjemmelavet mad. Jeg har aldrig tænkt på min mad som værende noget hundeæde, men Emma vil ikke spise det.

I starten fik hun det der færdige mad som man køber på glas. Og pulvergrød. Hun skulle jo kun lige have nogle små smagsprøver, så det kunne ikke rigtig betale sig at stå og lave en hel masse. Men jeg var fast besluttet på at når hun blev de 6 måneder, så skulle hun have hjemmelavet mad.

Dagen kom hvor Emma fyldte 6 måneder. Allerede dagen efter stod jeg i køkkenet. Nu skulle der laves mad. Kartoffelmos, gulerødder, kødboller, pærepure, æblegrød. Der var ingen grænser for hvad der kunne komme ned i den blender. Endelig færdig. 20 små bøtter og 16 fyldte fryseposer rigere. Så er der til et par dage.

Morgenen efter startede jeg ud med at lave en dejlig portion havregrød. Nu skulle det være slut med diverse pulvergrød. Hun fik hagesmæk på og så fløj flyvemaskinen ind i Emmas mund som stod på vid gab. Det gør den altid når hun får grød. Pludselig begyndte hun at sidde og lave bræklyde og gispe som om hun var ved at blive kvalt i det. Til sidst hostede hun og nægtede at åbne munden for en ny flyvemaskine. Måske konsistensen var lidt for grov til hende. Tilbage på pulvergrød.

Så var det tid til aftensmad. Jeg fandt en bøtte frem med kartoffel, gulerødder og kødbolle. Alt sammen fint blendet. Jeg gav hende en skefuld, hun lavede bræklyde og kastede til sidst op. Nå okay, hun skal nok lige vende sig til det.

Noget tid efter var vi på besøg hos min chef og hans kone. Hun havde lavet øllebrød og spurgte om hun skulle give Emma en portion. Det kan du godt prøve, men hun spiser ikke hjemmelavet mad. Og hvad skete der. Ungen slugte den ene skefuld efter den anden. Vi omformulerer lige. Emma spiser ikke det mad hendes mor laver, men ellers er der ingen problemer. Chefens kone smiler og spørger så om jeg ikke vil have en portion med hjem...

I går blev Emma så 7 måneder. Nu skulle vi da prøve den havregrød igen. Hun var jo blevet ældre og kunne måske nok spise noget med lidt mere fast konsistens. Der kom en skefuld ind i munden og som min mand sagde, det er den grimmeste grimasse hun nogensinde har lavet. Fedt.

Mad på glas og pulvergrød here we come...

Så er fuglebillederne færdige til Emmas legeværelse

Emma 3 mdr

Lille Peter edderkop...

Lille Peter edderkop kravlede op ad muren….. Lille Peter edderkop… Lille Peter edderkop… Den eneste sang der virker når Emma ikke kan falde til ro. Er nu blevet så god til at synge den, at jeg kan læse en bog samtidig.

Hvornår var det lige at man sov igennem sidste gang?

Vi snakker ofte om, hvordan en hel nats søvn ville føles. Og hvornår kan man komme til at sove længe? Hvornår kan man blive liggende i sengen hele dagen, kun afbrudt af mad og toiletbesøg?

Det sidste er nok lige grådigt nok, men man har vel lov at drømme.

kolik, ikke kolik

I Boghandlen: Står og skal betale for invitationer til Emmas navngivningsfest, som vi for resten også er forsinket med. Pludselig skriger hun af lungernes fulde kraft. Hun er selvfølgelig sulten, men vælger straks at fortælle det på den mest dramatiske måde der er.
Ekspedienten kigger op med store øjne.

”Har hun kolik?” Og i stedet for at svare: ”Nej, hun er bare sulten”, så kommer ordet ”ja” næsten råbende ud af munden på mig.

For man er jo ikke en dårlig mor, der går rundt i et storcenter med en sulten 3 måneder baby på armen. Hun svarer at det er da forfærdelig synd og skynder sig at komme de forbandede invitationer ned i en pose. Og så er det ellers ud af butikken. Derefter hele vejen igennem storcenteret (som er stort nok) med en baby som er fuldstændig rød i hovedet. For selvfølgelig har de placeret ”amme-området” helt nede i den fjerneste ende. Endelig, patten frem og ungen er tilfreds…

HUSK! Næste gang jeg ankommer til storcenteret skal vi starte med at besøge ”amme-området”, også selvom hun ikke ser særlig sulten ud…

Frem med patten

Emma er 11 dage gammel. Vi er alle tre taget i Kvickly. Emma tager oplevelsen i stiv arm. Hun kigger på alle de lys der er i loftet. Der er meget at se på når man er i Kvickly for første gang i sit liv. Vi står ved kassen og hun begynder at blive en anelse utålmodig. Det er okay, det har jo været lidt overvældende. Nu er hun sulten og træt. Men vi er jo også ved at være i mål.

Da det bliver vores tur til at betale begynder gråden. Den gråd, der får resten af Kvickly til at stoppe op og glo. Jeg siger til Brian om han ikke lige kan betale, så vil jeg gå ud imod bilen. Han nikker og jeg sætter kurs mod udgangen. 20 meter fra udgangspartiet stopper en 60-årig dame op lige foran mig. ”Hun er da ikke særlig gammel?” Jeg fortæller at hun er 11 dage og forsøger at komme videre, da Emma nu virkelig græder. Hvorefter hun siger til mig: ”Hun vil have mad. Hiv du bare patten frem. Det har du ret til.”

Så står man der midt i Kvickly foran en 60-årig rødstrømpe. Og hvad siger man så ud over et tjah?

Græd ikke over spildt mælk

Det er torsdag og Brian har fri fra arbejde. Vi skal alle tre en tur i Bilka. Jeg har lige opdaget, at man ikke kan nøjes med to amme-bh’er. Så det er selvfølgelig skrevet på indkøbssedlen.

Vi står i Bilka og jeg finder nogle forskellige bh’er. Men da brysterne ikke helt er som de plejer, er jeg nødt til at gå en tur i prøverummet. Brian står og venter ude foran med lille dejlige Emma på armen.

Jeg tager jakke, bluse og bh af. Og lige som jeg skal til at tage en anden bh på, begynder Emma at græde. Hun græder og græder. Jeg kan mærke at det begynder at spænde kraftigt i begge bryster. Og så sker det. To mælkejunger skyder om kap i et prøverum i Bilka. Jeg vidste godt det kunne dryppe (derfor brugen af amme-indlæg), men jeg havde dog aldrig forestillet mig at jeg kunne sprøjte det ud.

Jeg greb fat i min egen bh med amme-indlæg i og forsøgte at holde den for, mens jeg kaldte på Brian med døren stående på klem. ”Vil du ikke være sød at gå så langt væk, så jeg slet ikke kan høre hende?” Han forsvandt hen i en anden afdeling, jeg lukkede døren og kiggede ned på gulvet.  Hold da op. Der ligger mindst en halv liter.

Fremover må baby ikke være alt for tæt på når jeg prøver tøj…

Det værste er når hovedet skal ud

Hvad sker der med sandheden når man som gravid spørger en mor hvordan det er at føde? Det kan da ikke undre nogen at man er en smule interesseret i at vide hvordan det føles når en baby skal ud af en for mig at se alt for lille udgang. Kan det virkelig være meningen? Nå, men man ved jo at dagen nok skal komme om man vil det eller ej. Men når nu man spørger, så er det jo ikke fordi man har en ide om at det bliver helt uden smerter. Selvfølgelig kommer det til at gøre ondt, men hvor ondt? Det er bare det man vil forberede sig på.

Men nu er det altså bare sådan at der åbenbart er sandheden og så er der sandheden. Alt er godt. Det er så dejligt at føde. Det er slet ikke så slemt. Ingen smertestillende. Man skal da føde helt uden stoffer. Helt naturligt.

Okay. Det er åbenbart kun mig der er en pivskid. Jeg må tage mig lidt sammen. Langt de fleste kommer jo til verden på denne måde. Og langt de fleste får jo mere end et barn…

En uges tid inden det største øjeblik i mit liv, er vi på besøg hos nogle venner. Hun er gravid og venter deres tredje barn. Og derfor er hun selvfølgelig også en af de mange, som er blevet udspurgt.

Vi står udenfor og skal til at sige farvel. Snakken falder også på at nu må der jo snart ske noget, hvorefter hun kigger på mig og siger: ”Det værste er når hovedet skal ud”.

Tak for det!!

Da jeg så selv havde født Emma, vidste jeg alt om denne lyserøde sandhed. Hvorfor var det så nødvendigt at pynte så utrolig meget? Det var jo ikke en enkelt eller to der ikke helt ville dele ud af deres visdom. Det var dem alle sammen. Som om det skulle være en moder-hemmelighed. Tænk hvis sandheden kom frem og der ikke var flere der gik i fælden. Det var jo ikke fordi jeg kunne fortryde. Det var ligesom for sent. Og de måtte jo vide at jeg ville finde frem til den rigtige sandhed til sidst.

Derfor besluttede jeg mig for at fortælle præcis hvordan det foregår til min lillesøster. Hun ville ikke høre om det og sagde at nu gik der i hvert fald rigtig mange år før hun skulle have børn, hvis hun dog overhovedet skulle have nogen.

Okay, næste gang jeg fortæller om da Emma kom til verden, så spar lige lidt på detaljerne.