I Boghandlen: Står og skal betale for invitationer til Emmas
navngivningsfest, som vi for resten også er forsinket med. Pludselig skriger
hun af lungernes fulde kraft. Hun er selvfølgelig sulten, men vælger straks at
fortælle det på den mest dramatiske måde der er.
Ekspedienten kigger op med store øjne.
”Har hun kolik?” Og i stedet for at svare: ”Nej, hun er bare sulten”, så kommer ordet ”ja” næsten råbende ud af munden på mig.
For man er jo ikke en dårlig mor, der går rundt i et storcenter med en sulten 3 måneder baby på armen. Hun svarer at det er da forfærdelig synd og skynder sig at komme de forbandede invitationer ned i en pose. Og så er det ellers ud af butikken. Derefter hele vejen igennem storcenteret (som er stort nok) med en baby som er fuldstændig rød i hovedet. For selvfølgelig har de placeret ”amme-området” helt nede i den fjerneste ende. Endelig, patten frem og ungen er tilfreds…
Ekspedienten kigger op med store øjne.
”Har hun kolik?” Og i stedet for at svare: ”Nej, hun er bare sulten”, så kommer ordet ”ja” næsten råbende ud af munden på mig.
For man er jo ikke en dårlig mor, der går rundt i et storcenter med en sulten 3 måneder baby på armen. Hun svarer at det er da forfærdelig synd og skynder sig at komme de forbandede invitationer ned i en pose. Og så er det ellers ud af butikken. Derefter hele vejen igennem storcenteret (som er stort nok) med en baby som er fuldstændig rød i hovedet. For selvfølgelig har de placeret ”amme-området” helt nede i den fjerneste ende. Endelig, patten frem og ungen er tilfreds…
HUSK! Næste gang jeg ankommer til storcenteret skal vi starte med at besøge ”amme-området”, også selvom hun ikke ser særlig sulten ud…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar